Sommeren i København

Der er noget særligt over København, når solen endelig får lov at stå lidt længere oppe på himlen. Det sker ikke pludseligt – det sniger sig ind. Først i måden folk begynder at stå lidt længere ude foran caféerne. Så i lydene fra gårdene, hvor børnene bliver længere ude, og grillene begynder at tale sammen på tværs af altanerne.

Og til sidst står man der selv, med isdryppende fingre og sandaler, der stadig er lidt for nye til at være komfortable, men som hører sommeren til.

København er en sommerby i det stille. Ikke i den prangende, eksotiske forstand. Her er ikke palmer eller strandbarer med levende ild og reggaetoner. I stedet er her cykler, der hviler op ad træer ved Søerne. Her er øl i papirposer i Fælledparken og kolde tærter i skyggen af kastanjetræerne på Assistens Kirkegård. Her er havnebad, hvor nogen stadig hopper i med et lille skrig, selvom de har gjort det hvert år siden 2012.

Jeg tror, det er fordi vi venter så længe på det. Vi står gennem måneder med regn og gråvejrsdage, og vi har lært os ikke at tage noget for givet. Så når solen endelig er her, mærker vi den til gengæld med hele kroppen. Ikke bare som varme, men som tilladelse. Til at være lidt mere langsomme. Lidt mere udenfor. Lidt mere levende.

I sommeren møder man også byen på ny. Den ser anderledes ud, når mennesker strømmer ud på gaden, og man kan høre samtalerne glide som vand mellem fortovsfliserne. Jeg bliver ramt af en form for kærlighed til det helt nære – til de små gader, de uperfekte bygninger, de halvkedelige parker, der alligevel føles som hjem. Det er her, København bliver til mere end bare kulisse. Det er her, byen begynder at svare, når man taler til den.

Og måske er det netop det, sommeren gør. Den gør os mere samtaleklare. Mere tilbøjelige til at sidde længe, sige ja til en øl mere, eller spørge naboen om det nu også er nødvendigt at klippe hækken i dag.

Det er ikke de store, vilde øjeblikke. Det er alt det midt imellem. Det er duften af solcreme og bøger, der aldrig bliver færdiglæst. Det er samtaler, der begynder uden et formål, og ender med et grin. Det er København, når den giver slip – og vi giver slip med den.

Tak for sommeren.
– Kasper