Podcast: At tale med Jørgen Leth

Det er svært at præsentere Jørgen Leth uden at reducere ham. Poet. Filminstruktør. Kommentator. Kulturikon. Alle ordene er rigtige – og alligevel fattige. For Jørgen er ikke bare en titel eller en rolle. Han er en stemning. En måde at være i verden på, som nægter at lade sig forenkle.

Da jeg satte mig ned for at tale med ham, vidste jeg, at det ikke ville blive et interview. Det ville blive noget andet. Noget, der snarere skulle føles som at træde ind i et rum, hvor sætningerne ikke nødvendigvis fører til et svar – men til en åbning.

Og sådan blev det.

Vi talte om rytme. Om at lytte til verden som en komponist snarere end som en dommer. Jørgen ser – eller måske rettere: mærker – ting, de fleste af os overser. En mand, der skræller en mango. En cyklist, der halter bag feltet. En sætning, der insisterer på at blive gentaget. Han taler om det med en præcision, som kun kan komme fra én, der har brugt hele sit liv på at forsøge at forstå det umulige: hvad det vil sige at være menneske.

Der var også stilhed. Lange pauser. Men ikke tomhed. Jørgen giver plads. Ikke for høflighedens skyld, men fordi ordene har vægt, og vægt kræver ilt.

Vi talte om døden. Om kærligheden. Om nødvendigheden i at insistere på skønhed, også når verden virker ligeglad. Og vi talte om sprog – hans elskede, stædige, uberegnelige sprog – og om hvorfor han stadig skriver. Fordi han ikke kan lade være.

Et øjeblik sagde han noget, der stadig sidder i mig:

"Jeg kan godt mærke på det her tidspunkt i livet, at man skal prøve at undgå den totale ensomhed. Man vil gerne have en forklarende eller en trøstende tilstedeværelse. Jeg har svært ved at sætte andre ord på det, men det er i sidste ende en anråbelse om; kom dog til stede!"

🎧 Lyt til samtalen med Jørgen Leth her:
[Samtalen m. Jørgen Leth på Apple Podcasts]

Tak fordi du læser med – og lytter.
– Kasper