Manosfæren er et råb om hjælp

Hvor er de mandlige rollemodeller, jeg selv havde, da jeg var teenager, blevet af?

I den seneste tid har jeg spekuleret på, hvordan jeg ville have haft det, hvis den aktuelle digitale manosfære havde omklamret den skolegård, jeg som barn var en del af. Hvordan ville det have præget vores holdninger til det modsatte køn? Nuvel, vi var da irriterede på dem i forvejen, pigerne, men det var primært, fordi de var dygtigere end os. Ville vi have sat hårdt mod hårdt, gentaget en nådesløs onlineretorik, hvor Pigen var en fjende, der begrænsede vores udfoldelsesmuligheder?

Da jeg var teenager, spillede jeg meget fodbold. Her mødte jeg en træner, der lærte mig, hvad det vil sige at være i samklang med sine omgivelser. Et menneske, som gav os drenge nogle eksistentielle pejlemærker. Han lærte os, hvordan man var der for hinanden, hvis ens holdkammerat hang med hovedet til træning. Manosfærens mantra er som bekendt, at man skal »mande sig op« og dominere sine omgivelser. Jeg tror, min fodboldtræner ville have sagt, at man skal have hinandens ryg.

Hvilke rollemodeller har de unge mænd brug for i dag? Én, hvis religion det er at tage sig af sig selv, mønstre en kontrolleret diæt og disciplineret træningsrutine a la Patrick Bateman i American Psycho? Lyder det bekendt? Det kunne sagtens lyde som en af de fraser, unge folkeskoledrenge slynger ud inde på Arbejdermuseet: »En mand skal være stærk, lækker, træne, klog, forsørge sin kone, være smart, forandre samfundet, have et hårdt arbejde.«

Skal han virkelig? Skal han ikke nærmere være omsorgsfuld, nærværende, beskyttende og tage del i de menneskeliv, han elsker? Selvfølgelig er der værdi i at virke ude i verden, bringe høsten hjem til gården og samfundet. Den dag, hvor fedekalven skal slagtes, og den fortabte søn vender hjem, er det dog vigtigt at huske på, at det er fællesskabet, der binder os sammen, og at manosfærens sværmen om egen navle ikke kan erstatte det.

Læs hele indlægget i Weekendavisen