Berlingskes unge talenter dyrker deres krop, løber maraton, arbejder 70 timer om ugen og læser ingen bøger. Det er på tide, vi åndeligt hæver barren

Karakter er noget, man opbygger – ikke noget, man får tildelt på en uddannelsesinstitution.

Det skriver jeg blandt i Berlingske med reference til min egen studietid på CBS. Vi var umiddelbart det, man kalder ambitiøse, men når eksamenerne nærmede sig, var vi nok nærmere tenderende neurotiske, om end vi ikke ville være ved det. Det behøvede vi ikke at være, for der er en frihed i at erkende afmagten i det, man ikke kan kontrollere. I stedet forsøgte vi at styre alting, at mestre livet som sådan. Jeg tror, at vi tænkte, at det var nødvendigt, for et snit under 10 var ubrugeligt, blev vi fortalt.

Jeg tror, at det er derfor, vi igen er begyndt at gå så meget op i kroppen som identitetsprojekt. Derfor vi har trang til at cementere alting på Strava. I en evig higen efter nye mål, KPIer og målbare resultater, og med en tilstræbt kontrol over alt, hvad vi foretager os, risikerer vi at havne i en eksistentiel blindgyde. Jeg har selv dyrket elitesport hele mit ungdomsliv. Der er mange fine ting ved det, forankrede venskaber, som aldrig går tabt. Der ligger dog en implicit afskærmning fra verden i at dedikere store dele af sin tid til eget legemes optimale formåen. Jeg har selv brændt fingrene på det mere end blot en enkelt gang i min relation til andre mennesker. Det har jeg stadig svært ved at komme overens med.

Derfor er det på tide, at vi løfter blikket og tillader os at være ambitiøse på andet end blot vores krops vegne. Det er på tide, at vi indser, at sandheden ikke findes ved skamdyrkelsen af det legemlige, men derimod i vores åndsliv og i relationen til dem, vi elsker. Det er på tide, at vi omfavner erkendelsen af alt det, vi er afmægtige overfor, som vi aldrig vil kunne kontrollere. Alt det må næsten stå i de bøger, Berlingskes top 100-talenterne forhåbentlig i fremtiden tillader sig selv at få læst.

Læs hele artiklen i Berlingske